fredag den 3. januar 2014

En hård start på et nyt år

Hej allesammen og rigtig glædelig baghjul og godt nytår.
Jeg valgte at trække stikket til bloggen og nyde julen med min familie. Derfor kommer her et LANGT INDLÆG og I er meget velkomne til at give mig feed-back på, hvordan det er at være læser på sådan en lang smører! 
Vi har på mange måder haft en rigtig god jul, men den har også været hård. Olivia kom kort tid før juleaften på penicillin pga mellemørebetændelse for tredje gang i træk og vi er godt og grundigt trætte af de ører. 
Vi krydser ALT for, at det nu kan lykkes for lille O at få en hverdag uden smerter og feber. 
Vi kørte til Brønderslev d.23. december, hvor både Peters og min familie jo bor. I år har vi boet hos mine forældre, da Peters bror, kæreste og dreng boede hos Peters familie - virkelig dejligt at vi har muligheden for sådan at vælge og planlægge. Vores juleaften var hos Peters forældre - første gang jeg har holdt jul et andet sted end i mine forældres hjem. Vi valgte at give ungerne en gave om eftermiddagen, så de kunne lege med gaven.

Olivia fik en ny dukke med en masse tilbehør og det er virkelig noget der hitter for hende. En fornøjelse at se O åbne en gave, hun siger "neeeeeej" og stråler.
Min søde svigermor havde på forhånd spurgt os, om vi var interesserer i at spise tidligt og vi gik derfor om bord i julemaden allerede ved 17-17.30-tiden. Herefter gik vi om juletræet, så børnene kunne nå at nyde dette. De fik et par gaver mere og dernæst GODNAT.
Peter og jeg valgte at åbne resten af Olivias gaver, da vi ikke mener det har nogen betydning for O endnu.
Jeg laver et nyt indlæg med vores lækre julegaver en af de kommende dage.
Vi havde en rigtig DEJLIG JULEAFTEN og jeg synes det var hyggeligt at holde jul med min svigerfamilie, men skænkede også min egen familie en del tanker på aftenen.
1. Juledag brugte vi på min fars arbejde. Min far er pædagog og er leder på en institution (dagtilbud) for unge mennesker med forskellige handicaps. Dagtilbudet er på en gård, hvor de unge har et hav af muligheder - de har bl.a. en del dyr, fx islandske heste, som de unge rider på. 
Her kører O trillebør med sin mormor. Hun er vild med heste, men vil helst holde en vis afstand til dem:-)
2., 3. og 4. juledag stod på julefrokosten hos både Peters og min familie. Da jeg vågnede 2. juledag var det med hovedet fuld af snot og bare skidt tilpas. Vi valgte dog alligevel at deltage i diverse julefrokoster og det PRISER JEG MIG LYKKELIG FOR I DAG.
Jeg har nemlig d.31.12.2013 mistet min højtelskede mormor. Min mormor boede alene i et lækkert lille rækkehus, hvor hun stod for ALT selv. Min mormor har ikke været syg, ikke besøgt sin læge i over 10 år, fik ikke en eneste pille eller lignende. Hun var med andre ord en FRISK, selvhjulpet, rask og dejlig kvinde på 78 år. Derfor var det - og er det stadig et kæmpe mæssigt chok for os alle, at hun ikke er her mere. Jeg prøver at tackle sådanne situationer ved at mindes de positive ting - og der er mange. Vi var for præcis 1 uge siden til julefrokost hos min mormor - hun havde som hun plejer inviteret hele familien hjem og havde  lavet julemiddag på egen hånd. Vi havde en dejlig dag, selvom jeg havde det rigtig dårligt og faktisk havde fået bihulebetændelse. Jeg havde meget kort overvejet at blive hjemme pga smerter og feber, men vi tog alle tre afsted alligevel, da det betyder rigtig meget for mig med faste familiære traditioner. Jeg er SÅ GLAD for, at jeg nåede at nyde min skønne mormor til det sidste. Jeg er glad for, at Olivia nåede at lære hende at kende - og omvendt. 
Dette billede er fra i sommer, hvor O og jeg besøgte mormor/oldemor og nød soles i hendes have. ❤️ 

Lige nu sidder jeg med nogle følelser, som er svære at holde styr på - jeg bliver ked af det og alligevel forstår jeg ikke, at jeg ikke skal besøge min mormor mere?! Jeg har det forfærdeligt mht min egen mor - jeg kan slet ikke forestille mig, hvor stort et tab det må være at miste sin mor og jeg vil gøre ALT for at hjælpe hende igennem denne kæmpe sorg. 
Jeg kommer til at savne min mormor skrækkelig meget, men trøster mig med alle de dejlige minder jeg har om hende. Jeg vil gøre mit bedste for at give hende et smukt farvel på tirsdag, når hun skal begraves. 

Håber ikke I synes indlægget har været for langt? 
De næste dage vil jeg blogge om følgende:
- Julen
- Julegaver
  Olivias, mine og nogle jeg har givet væk 
- Udsalgskup 
- Nytårsaften
- Leos Legeland